/[glemsel]

Mine tænders kanter er skifergrå
kødet skrøbeligt som candy floss
giftig efeu gror op af væggen
hvor jeg har to fødder
i graven

Du nægter at forsvinde
vil kun forvandles

himlen skyder mekaniske lyn
neurale stier smadres i fuldt flor
børn skriger af lykke og dør i flokke

Du æder mine tanker
din mave er et sort hul

Jeg skrubber min tunge med sandpapir
flosser kødet og smager kun blodet
bliver ved indtil smagen forsvinder
for evigt

Kvinden i skoven

En kvinde står midt i en skov. Hun sveder gennem sit slidte joggingtøj. Hun skulle bare gå en tur, men blev pludeligt nød til at løbe, som om det gjaldt hendes liv. Det gjorde det også.
Hun følte der var ild inde i hende, og hun var ved at kvæles af røgen. Da hun løb, brændte ilden livligt som fik den endelig ilt. Nu var der kun et par ulmende gløder tilbage.
Sveden driver ned af panden og smager salt i munden. Hun tager hovedtelefonerne af og slukker for den voldsomme metal. Musikken passede til hendes humør, men nu river den ubehageligt i øregangene.
Skoven er stillle. Den lytter til hendes tunge åndedræt. Det havde hun brug for.
Imorgen starter der endnu en dag med studier, relationer, kontakter, og den grå tåge i hendes øjenkroge, som hun ikke kan slippe fra.
Så hun bliver stående. Da mørket falder på, sætter hun sig i skrædderstilling og lytter til skoven. Regn falder blidt og køler hende af.
Kun vindens dans med træernes blade kan høres. Hun skal stadig tilbage imorgen, men hun er ikke den samme.
En kvinde sidder vågen midt om natten. Hun fryser på den kolde jord i skoven. Det var meningen hun skulle løbe, men hun måtte sætte sig. Hun følte tågen fra øjenkrogene lette, og et øjeblik, i fred og fordragelighed, måtte hun nyde synet af skoven, uhindret.

[digt] – /Havn

Langstrakte asfaltveje
solen går ned med os
mørket står op over byen
røgen hiver os med ind i tågen
sårene væsker
vi vikler os ind i gazebind

Drenge hopper på cyklens forhjul
til blodet pletter det hvide bomuld
fulde piger griner skingert til de falder
og slider deres knæ mod fundamentet

Du og jeg har fred på indkøbscenterets parkeringsplads
efter lukketid holder vi uden bil eller planer
Vores legeplads uden gummiunderlag

De andre skraber hvert hjørne af huden
imens jeg renser mine snit
Deres er et uheld, en risiko

hele byen er et uheld
en risiko

Vi to drikker ferskenvin
og ryger smøger fra kiosker
Dækker os med plaster
køber e-vitamin og klorhexedin
I langærmede trøjer
sveder vi salte dråber
hele sommeren lang

bølgeskvulp der slår bag øjnene
presses tilbage af molens beton
søger ud gennem sår
til havet er stille

[digt] – /Hammeren

Din fornægtelse af virkeligheden
minder mig blot om min egen
sorgen tynger i blytunge skyer
svæver mørkeblå over mit hoved
siver ned gennem mit kraniums skrøbelige skal

Smerten er et skrig
når stilheden hersker
overdøver støjen
for døve øre

Jeg trækker i trådene de binder dig med
og håber at du endelig ser dem
de strammes
du kvæles
nu hader du mig

Lad hammeren falde over mit kødfulde hoved
må blodet spule hen over fliserne
fra det splintrede kranium flyder den mørke farve
uigenkendelig rådner jeg i natten
venter på at du forstår
det er mig du elsker
ikke de andre

[digt] – /Blågårds plads

Grimme ulidelige splintrede tanker
fylder min krop til randen med skoldhedt blod
tidevandet der stiger
ebber ud og forsvinder
En konstant mellem mennesker
men der er ingen jeg kender

Iskoldt stål skærer klumper af kød
fra mine knækkede knogler
En metallisk smag
fra mine salte sår
Minders faste greb vrider huden blå

I det kvælende mørke på blågårds plads
ser jeg ånder og fostre
Deres skrig flænser natten
men jeg står stille
helt stille
lukker øjnene
Sindet hviler i sit eget sort

Mit makabre legeme
i forfald for Guds nådige fødder
Støvlerne plantet på grå brosten
røgen skærer i mine lunger
hvirvler ud i nattens tomrum
Kan du huske,
kan du huske mig nu?