/Skygge/

jeg er et skelet
hyldet ind i en skygge
af mørkegrå
transparante muskler

jeg er flygtig i natten
bevæger mig smidigt mellem mennesker
bærer de tunge hemmeligheder i rygsækken
der rasler når jeg løber

jeg er et blødende hjerte
der pumper, dunker tungt i brystet
danner røde væskeskyer
revnerne forsegles med guld
når slagene hagler
sprækker de op igen

jeg er i høj alarmberedskab
som en konstant sirene
nervernes antenner
forudsiger altid terror

trætheden truer med at tynge mig ned til gulvet
og spænder mig fast med tunge grå lænker
de strammer om hvert led og kvæler min krop

så forsvinder jeg ind i skyggen
trækker mine gennemsigtige led ud af lænkerne
svæver ud i natten, på vindens vinger
hvor regnen heler mine blødende rifter

Advertisements

Mandag-/

Kød avler kød
giver stødet i mit skød
morgensolens skarlagensrød
før var du her
nu er du død

kvæg står i ildelugtende rækker
sindet svækker, bider, trækker
halsen kvæles, de afskrækker
dem der turde –
viljen strejker

galle og valle udover evighedens marker
skidt bliver til skidt, under negle
den sparker
lider og skriger, i spejle, og higer
– med vidtåbne øjne
et sandhedens blik
fostret af løgne i knivskarpe stik
de andre, de vælter, de tåger og smelter
i flammer fra jorden og skakbrikkers felter
krigen i helvede, således også på jorden
hans vilje så mægtig, hans ord sluger moren
hans hænder der sulter
efter vold og dødskulter
river sønnen til stumper af blodige klumper

jeg har set ham nøgen på bjergets top
danse under aftensolen inden månen stod op
stak sig i brystet, med knive, med glæde
de dybeste sår i den mørkeste væde
han råber i galskab, forlader sit liv
jeg besøgte hans grav
nu har jeg hans kniv

{/Kulden}

Iskolde hænder med blårøde knoer
mit kød kan ej varmes af brændende broer
frostbidte tæer og et hjerte af kul
jeg brændte det ned
nu er der et hul

Isvinter klamrer sig fast til min hud
sneflokke vrimler og tvinger mig ud
i gården til træet, hvor æbler spirer
min sang er forstummet
mine indvolde skriger

Novembers tætte mørke
den giftige sod
blandes i såret med mit frosne blod
iskolde årer
mine salte tårer
fryser til sten og lander i sneen

Skønt sårene heles og arrene dækker
og hede stråler mit hjerte vækker
forsvinder ej mærker fra magtens vold
og hver eneste årstid forbliver jeg kold

[Inkassovarsel/Betalingskort spærret]

Jeg er forsinket
og offline
ånden fra manden på sædet bag mig vibrerer forstyrrende i mine næsebor
undergrundens æteriske beats overdøver stanken
Jeg ved stadig ikke om det er det rigtige tog
om skinnerne knækker under landskabets grå skyer

Frit internet i det røde tog
det kører forbi og forbindelsen forsvinder
Jeg er stadig offline
har ingen vished før forbindelse findes
netværk
et net vi ånder igennem
sørger igennem
bider os til blods for at kæmpe os ud af
prægtige værk
skabelsen af dimensioner
uendelige tidslinjer
verdein i min hånd
data=viden/had/lyster
men jeg er offline…

Jeg ved ikke hvorfor

Toget ruller mod ringsted
en salt snøften og våde host
hoster snot som en gris bag mig
(Jeg så en studiekammerat tidligere, der sagde hej, men jeg ignorerede ham. Lod som ingenting. Han er et slesk væsen. Folk er dumme når de er fulde.)

Toget er plastik, nylon, stål, gråt på gråt, gråt blandet med blågråt, hospitalsgult lys, orange bogstaver der advarer som skilte på motorvejen; [Kan Være Reserveret]
din røv har ingen garanti
388 kr og så kan du stå op hele vejen til jylland eller sidde på trappen
Dårligt Sælges Bedst

-(Kold)-

Farver og rytmer i nattens gader
Følelsen der nu langsomt breder
sig gennem knogler, blod og kød
og giver de døde kroppe stød

I røgen og pulver begraves fornuften
Al vilje er væk når du fristes af duften
af en indre ro der kun eksisterer
når hele din bevidsthed deaktiverer

Din krop er nær, men dit sind forsvinder
igennem alle huller og sprækker du finder
i fundamentet af din udmattede psyke
Ønsket om et øjebliks fred og lykke

Fyldt op til randen af had og smerte
med byrden af dit tunge hjerte
søgende efter en ny erstatning
efter andre legemers overnatning

Du famler blindt i byens liv
med andre menneskers tidsfordriv
De tågede lys der sjældent tændes
så intet mørke kan forblændes

Jeg ligger i natten hvor farver lyser
Hvor tårer falder når mine lemmer fryser
Du er ude i alt hvad mørket præstere
Har ikke nok i mig og leder altid efter mere

Sommerfugl

Sommerfuglen i efterårets krig
flagrer mellem døende blade
der skifter farve ligesom menneske-lig
og gør de små børn glade

Du er forseglet af det matte glas
et skjold fra årene der gik
hård som brosten fra blågårds plads
ræd for dagen det endelig slår klik

skallen sprækker
du burde være fri
men noget trækker
ud af din eufori
lemmer ryger med
de sidder godt fast
alt hevet af led
da overfladen brast

nu flyver du om vinteren med skåret vinge
frosset fast på uvirkelighedens slebne klinge
om du er blændet af tårer eller vandrer i tåger
kan kun bedømmes af den vogter der våger
men hvem har nu fat i dit splittede sind
når ingen tør røre det flækkede skind

besættelsens tanker
på ruderne banker
i dine øjne
kun blinkende løgne
nu takker du nej
og smiler til mig

Jeg tror ikke helt at nogen forstår hvor langt væk du forsvandt og hvor svært det var at nå dig

/[glemsel]

Mine tænders kanter er skifergrå
kødet skrøbeligt som candy floss
giftig efeu gror op af væggen
hvor jeg har to fødder
i graven

Du nægter at forsvinde
vil kun forvandles

himlen skyder mekaniske lyn
neurale stier smadres i fuldt flor
børn skriger af lykke og dør i flokke

Du æder mine tanker
din mave er et sort hul

Jeg skrubber min tunge med sandpapir
flosser kødet og smager kun blodet
bliver ved indtil smagen forsvinder
for evigt

Kvinden i skoven

En kvinde står midt i en skov. Hun sveder gennem sit slidte joggingtøj. Hun skulle bare gå en tur, men blev pludeligt nød til at løbe, som om det gjaldt hendes liv. Det gjorde det også.
Hun følte der var ild inde i hende, og hun var ved at kvæles af røgen. Da hun løb, brændte ilden livligt som fik den endelig ilt. Nu var der kun et par ulmende gløder tilbage.
Sveden driver ned af panden og smager salt i munden. Hun tager hovedtelefonerne af og slukker for den voldsomme metal. Musikken passede til hendes humør, men nu river den ubehageligt i øregangene.
Skoven er stillle. Den lytter til hendes tunge åndedræt. Det havde hun brug for.
Imorgen starter der endnu en dag med studier, relationer, kontakter, og den grå tåge i hendes øjenkroge, som hun ikke kan slippe fra.
Så hun bliver stående. Da mørket falder på, sætter hun sig i skrædderstilling og lytter til skoven. Regn falder blidt og køler hende af.
Kun vindens dans med træernes blade kan høres. Hun skal stadig tilbage imorgen, men hun er ikke den samme.
En kvinde sidder vågen midt om natten. Hun fryser på den kolde jord i skoven. Det var meningen hun skulle løbe, men hun måtte sætte sig. Hun følte tågen fra øjenkrogene lette, og et øjeblik, i fred og fordragelighed, måtte hun nyde synet af skoven, uhindret.

Havnebyen

Langstrakte asfaltveje
solen går ned med os
mørket står op over byen
røgen hiver os med ind i tågen
sårene væsker
vi vikler os ind i gazebind

Drenge hopper på cyklens forhjul
til blodet pletter det hvide bomuld
fulde piger griner skingert til de falder
og slider deres knæ mod fundamentet

Du og jeg har fred på indkøbscenterets parkeringsplads
efter lukketid holder vi uden bil eller planer
Vores legeplads uden gummiunderlag

De andre skraber hvert hjørne af huden
imens jeg renser mine snit
Deres er et uheld, en risiko

jeg selv er et uheld
en risiko

Vi to drikker ferskenvin
og ryger smøger fra kiosker
Dækker os med plaster
køber e-vitamin og klorhexedin
I langærmede trøjer
sveder vi salte dråber
hele sommeren lang

bølgeskvulp der slår bag øjnene
presses tilbage af molens beton
søger ud gennem sår
til havet er stille