Lucifer – /torsdag nat

Tændte æbler i runde hoveder
røde fyldige kinder
sådan fungerer natten
du og jeg danser tættere på døden
svinger frem og tilbage
beats er væsker uden krop
flyder mellem mine hofter
Satans tunge ånde drypper mig i nakken

Mørket danner mærker
gnider, gnubber
slider mig tilbage til helvede
dræber ukrudt med gift
jeg ser dine søvnige øjne
ser du fremtiden som mig
forstår du at døden er nær
at dit åndedræt tæller ned

Kvalmen presser i min hals
slumre bag mine ribben
et hjerte af bræk
sort blodigt slam
en fod foran den anden
med slimen i halsen
tavs som tusind grave
rør mig ikke

Kraftige ar danner mønstre i din trætte hjerne
jeg slikker dine synapser
mærker spændinger
gnistre som løse forbindelser

Elsk mig med din hud
Riv mit kød i stykker hvis det holder dig tilbage

Bæstet fra mørket
flår i mine læber
floden af ild brænder opad
eksploderer som en gejser fra munden
blodige bølger drukner skærmens hvide lys

Advertisements

Mørkeby ~ lørdag aften

De salte måner kradser bagerst i halsen
efter flere måneder, er jeg endelig ankommet
munden åben, vidt gab, læben dirre
af spænding, af frygt, selve måden den strammes
tænder bider i den tørre hud
dine eller mine
det er ligemeget

Kom tættere på mig
helt ind bag mine knogler der knaser som støvler på grus
tag lettere på mig
stryg den sommerblege hud
mærk spøgelsesglansen flyde ud i dine fingre

du er så smuk at jeg griner
med blod i mine kinder

Mærk mit åndedræt mod din tunge
kan du smage mig nu?
Så har jeg ikke mistet den
stadig krydret med livet i behold
føles jeg som kød i bevægelse?
Så er lykken jo gjort
så mangler jeg intet

/Skygge/

jeg er et skelet
hyldet ind i en skygge
af mørkegrå
transparante muskler

jeg er flygtig i natten
bevæger mig smidigt mellem mennesker
bærer de tunge hemmeligheder i rygsækken
der rasler når jeg løber

jeg er et blødende hjerte
der pumper, dunker tungt i brystet
danner røde væskeskyer
revnerne forsegles med guld
når slagene hagler
sprækker de op igen

jeg er i høj alarmberedskab
som en konstant sirene
nervernes antenner
forudsiger altid terror

trætheden truer med at tynge mig ned til gulvet
og spænder mig fast med tunge grå lænker
de strammer om hvert led og kvæler min krop

så forsvinder jeg ind i skyggen
trækker mine gennemsigtige led ud af lænkerne
svæver ud i natten, på vindens vinger
hvor regnen heler mine blødende rifter

Mandag-/

Kød avler kød
giver stødet i mit skød
morgensolens skarlagensrød
før var du her
nu er du død

kvæg står i ildelugtende rækker
sindet svækker, bider, trækker
halsen kvæles, de afskrækker
dem der turde –
viljen strejker

galle og valle udover evighedens marker
skidt bliver til skidt, under negle
den sparker
lider og skriger, i spejle, og higer
– med vidtåbne øjne
et sandhedens blik
fostret af løgne i knivskarpe stik
de andre, de vælter, de tåger og smelter
i flammer fra jorden og skakbrikkers felter
krigen i helvede, således også på jorden
hans vilje så mægtig, hans ord sluger moren
hans hænder der sulter
efter vold og dødskulter
river sønnen til stumper af blodige klumper

jeg har set ham nøgen på bjergets top
danse under aftensolen inden månen stod op
stak sig i brystet, med knive, med glæde
de dybeste sår i den mørkeste væde
han råber i galskab, forlader sit liv
jeg besøgte hans grav
nu har jeg hans kniv

{/Kulden}

Iskolde hænder med blårøde knoer
mit kød kan ej varmes af brændende broer
frostbidte tæer og et hjerte af kul
jeg brændte det ned
nu er der et hul

Isvinter klamrer sig fast til min hud
sneflokke vrimler og tvinger mig ud
i gården til træet, hvor æbler spirer
min sang er forstummet
mine indvolde skriger

Novembers tætte mørke
den giftige sod
blandes i såret med mit frosne blod
iskolde årer
mine salte tårer
fryser til sten og lander i sneen

Skønt sårene heles og arrene dækker
og hede stråler mit hjerte vækker
forsvinder ej mærker fra magtens vold
og hver eneste årstid forbliver jeg kold

[Inkassovarsel/Betalingskort spærret]

Jeg er forsinket
og offline
ånden fra manden på sædet bag mig vibrerer forstyrrende i mine næsebor
undergrundens æteriske beats overdøver stanken
Jeg ved stadig ikke om det er det rigtige tog
om skinnerne knækker under landskabets grå skyer

Frit internet i det røde tog
det kører forbi og forbindelsen forsvinder
Jeg er stadig offline
har ingen vished før forbindelse findes
netværk
et net vi ånder igennem
sørger igennem
bider os til blods for at kæmpe os ud af
prægtige værk
skabelsen af dimensioner
uendelige tidslinjer
verdein i min hånd
data=viden/had/lyster
men jeg er offline…

Jeg ved ikke hvorfor

Toget ruller mod ringsted
en salt snøften og våde host
hoster snot som en gris bag mig
(Jeg så en studiekammerat tidligere, der sagde hej, men jeg ignorerede ham. Lod som ingenting. Han er et slesk væsen. Folk er dumme når de er fulde.)

Toget er plastik, nylon, stål, gråt på gråt, gråt blandet med blågråt, hospitalsgult lys, orange bogstaver der advarer som skilte på motorvejen; [Kan Være Reserveret]
din røv har ingen garanti
388 kr og så kan du stå op hele vejen til jylland eller sidde på trappen
Dårligt Sælges Bedst

-(Kold)-

Farver og rytmer i nattens gader
Følelsen der nu langsomt breder
sig gennem knogler, blod og kød
og giver de døde kroppe stød

I røgen og pulver begraves fornuften
Al vilje er væk når du fristes af duften
af en indre ro der kun eksisterer
når hele din bevidsthed deaktiverer

Din krop er nær, men dit sind forsvinder
igennem alle huller og sprækker du finder
i fundamentet af din udmattede psyke
Ønsket om et øjebliks fred og lykke

Fyldt op til randen af had og smerte
med byrden af dit tunge hjerte
søgende efter en ny erstatning
efter andre legemers overnatning

Du famler blindt i byens liv
med andre menneskers tidsfordriv
De tågede lys der sjældent tændes
så intet mørke kan forblændes

Jeg ligger i natten hvor farver lyser
Hvor tårer falder når mine lemmer fryser
Du er ude i alt hvad mørket præstere
Har ikke nok i mig og leder altid efter mere

Sommerfugl

Sommerfuglen i efterårets krig
flagrer mellem døende blade
der skifter farve som menneskers lig
og gør de små børn glade

Du er forseglet af det matte glas
et skjold fra årene der gik
hård som brosten fra blågårds plads
ræd for dagen det endelig slår klik

skallen sprækker
du burde være fri
men noget trækker
ud af din eufori
lemmer ryger med
de sidder godt fast
alt hevet af led
da overfladen brast

nu flyver du om vinteren med skåret vinge
frosset fast på uvirkelighedens slebne klinge
om du er blændet af tårer eller vandrer i tåger
kan kun bedømmes af den vogter der våger
men hvem har nu fat i dit splittede sind
når ingen tør røre det flækkede skind

besættelsens tanker
på ruderne banker
i dine øjne
kun blinkende løgne
nu takker du nej
og smiler til mig

Jeg tror ikke helt at nogen forstår hvor langt væk du forsvandt og hvor svært det var at nå dig

/[glemsel]

Mine tænders kanter er skifergrå
kødet skrøbeligt som candy floss
giftig efeu gror op af væggen
hvor jeg har to fødder
i graven

Du nægter at forsvinde
vil kun forvandles

himlen skyder mekaniske lyn
neurale stier smadres i fuldt flor
børn skriger af lykke og dør i flokke

Du æder mine tanker
din mave er et sort hul

Jeg skrubber min tunge med sandpapir
flosser kødet og smager kun blodet
bliver ved indtil smagen forsvinder
for evigt